#Arbejdsliv på TikTok
Unges kommunikation om uddannelse og arbejdsliv på TikTok
TikTok er en af de mest udbredte platforme blandt unge, og mange bruger flere timer på platformen hver eneste dag. Men hvad foregår der egentlig på TikTok? Er TikTok kun en underholdningsplatform
fuld af dansevideoer, kattevideoer og skøre memes – eller bruger unge også platformen til at diskutere og fremvise aspekter af deres uddannelses- og arbejdsliv?
Det har vi undersøgt for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
I løbet af en periode på tre måneder er vi stødt vi på ca. 600 videoer med hashtags som #arbejde, #arbejdsglæde, #lærlingelivet, #håndværker, #snedker, #lærer, #pædagoglivet og andre faglige
hashtags under FH’s område. Langt hovedparten af disse videoer er lavet af unge, rettet mod andre unge på TikTok. Som vi viser i denne undersøgelse, indeholder videoerne en stor bredde, både
hvad angår faggrupper, formater og budskaber.
Vi ser en tydelig følelse af faglig stolthed blandt mange af de unge, som bruger platformen til at vise deres kompetencer og erfaringer frem. Samtidig spiller TikToks format en afgørende rolle i, hvordan
budskaberne formidles. Mange videoer benytter humor, ironi og er meget personlige i deres tilgang, mens andre har en mere kommerciel vinkel. Vi finder også videoer, der er informative, samfundsdebatterende og som fremmer
meningsudveksling.
Videoerne om uddannelse og arbejdsliv giver unge en mulighed for at få et uformelt og direkte indblik i, hvordan man fx arbejder som stewardesse, brolægger, markedsføringsøkonom og en lang andre fag. Vi ser også, at der finder faglig udveksling sted i kommentarsporene under flere af videoerne, både blandt fagfæller ("Jeg synes også lange åbningstider er træls - der kommer aldrig nogen kunder så sent om aftenen") og blandt unge, der undersøger mulighederne for deres fremtidige arbejdsliv ("Hvad kræver det at komme ind på pædagoguddannelsen?" "Må man have tatoveringer som stewardesse?" mv.).
Med denne undersøgelse kaster vi lys over en hidtil overset dimension af TikTok og giver en dybere forståelse for, hvordan unge bruger platformen til at kommunikere om deres uddannelses- og arbejdsliv.
Udgivelsesdato
18. januar 2024