Angreb i den offentlige debat på Facebook

Hvor hård er tonen i den offentlige debat på sociale medier? Med støtte fra TrygFonden har vi udviklet en algoritme baseret på kunstig intelligens og undersøgt 63 millioner kommentarer på mediers og politikeres Facebooksider fra januar 2019 til februar 2021. Algoritmen, der kan detektere og klassificere angreb og hadtale, er udviklet ved hjælp af machine learning, og den er blevet den bedste af sin art i Danmark.

Med big data analyse og algoritmer kan vi nu for første gang sætte tal på den hårde tone i den samlede offentlige Facebookdebat. Vores undersøgelse viser, at 5,2 pct. eller lidt mere end hver 20. kommentar på mediernes og politikernes Facebooksider kan klassificeres som et angreb, dvs. en stigmatiserende, nedsættende, krænkende, stereotypiserende, ekskluderende, chikanerende eller truende ytring. Det svarer til, at der over den toårige periode er 3,3 millioner sproglige angreb på politikernes og mediernes Facebooksider – og det er vel at mærke de angreb, der står tilbage efter moderation fra såvel Facebook som lokale sideadministratorer.

Af de 3,3 millioner angreb kan knap hver fjerde betegnes som hadtale, idet angrebet er rettet mod et beskyttet karakteristikum som fx køn, etnicitet, religion, alder eller seksualitet. I den offentlige Facebookdebat er det især islam og muslimer, der står for skud. Der er også en hel del angreb, der retter sig mod kvinder og personer med forskellig politisk overbevisning.

Det er vores håb, at teknologien kan gavne danske sprogforskere og forskere i kunstig intelligens, ligesom at vi håber at videreudvikle teknologien til et moderationsværktøj.

Undersøgelsen af angreb i den offentlige debat på Facebook er første undersøgelse i et større projekt om Danmarks digitale medborgerhuse, finansieret af TrygFonden.

Besøg websiten